Tanker om Marco Effekten

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg blev færdig med krimithrilleren Marco Effekten af Jussi Adler-Olsen, og det har hele tiden været min intention at fortælle hvad jeg synes om den, men det har været lidt svært for mig at sætte ord på.

For selv om jeg helt vildt gerne ville elske denne her bog ligeså meget som jeg elsker de fire foregående bøger i serien om Afdeling Q, Carl Mørck, Rosa og Assad, så kan jeg ikke lide den ret meget. Den er faktisk ret kedelig. Velskrevet, men kedelig. Og det i modsætning til de foregående bøger, der er hæsblæsende og fik mig til at bide negle og sejle igennem siderne så hurtigt som jeg overhovedet kunne.

Men først lidt om handlingen:

Marco er en del af Zola’s “familie”, en tigger- og tyvebande der opererer i København. Marco er egentlig for klog til arbejde for den karismatiske og voldelige Zola, men han ikke kender til andet og hans far er også en del af gruppen så han føler ikke han har andre muligheder. Men da han overhører Zola planlægge at ville invalidere ham for at forlænge hans “brugbarhed” stikker han af. Jagtet af Zola’s mænd falder han over en hemmelighed begravet i skoven og nu er det endnu mere nødvendigt at han kommer væk. Lykkeligvis undslipper han Zola og i et par måneder virker det til at han får skabt sig et slags liv, han tjener penge på ærlig vis og drømmer om at få en uddannelse og en fremtid i Danmark.

Men så går det selvfølgelig galt. Zola, der ved at Marco kender den grumme sandhed, har sat alle sejl ind for at finde ham og det lykkedes ved et tilfælde. Marco bliver opdaget og det lille liv han er ved at opbygge for sig selv falder fra hinanden. Nu er han jaget vildt i rundt i København. Og det er det hans store del af bogen handler om. At skaffe mad, penge og husly, og samtidig finde ud af hvordan han skal komme af med den hemmelighed han bærer.

Imens har Carl Mørck også problemer. På hjemmefronten går ikke alt som planlagt og det eneste lyspunkt er vel egentlig Hardy, der viser sig at have gavn af Mika’s ministreren. På arbejdet er Assad stadig ikke helt rask efter sidste bog’s (Journal 64) genvordigheder og Rosa har fået en tilbeder, nemlig den irriterende sidste års jura-studerende Gordon, der, i Carl’s øjne, mangler en ganske stor del respekt for sine ældre. Internt på politigården er der også nye tiltag undervejs og i det hele taget er Carl Mørck ret hårdt spændt for. Ved et tilfælde bliver Afdeling Q, også blandet ind i sagen om Marco, og så kører historien.

Eller gør den? Marco Effekten er styret af tilfældigheder af mere og mindre sandsynlig karakterer, og jeg synes bare slet ikke det kører.

I de andre bøger i serien er det Carl Mørck og det kaos der befinder sig i og omkring ham, der har den delte hovedrolle sammen med det forhåndværende mysterie. Men i Marco Effekten er der for det første ikke ret meget mystik. Inden for de første hundrede sider er de fleste af hemmelighederne og spillerne præsenteret, og for det andet så har Carl Mørck ikke nok sammenspil med nogen i bogen til andet end at antyde problemer, der hverken får afslutning eller forløsning af nogen art. Der er slet ikke nok tid i selskab med tre-enigheden Carl Mørck, den kompetente rapkæftede goth pige Rosa, eller med seje mystiske Assad.

Marco har overtaget fortællingen og efterlader Carl Mørck som en statist i hans egen bog. Det lider bogen rigtigt meget under. I de foregående bøger er det samarbejdet og handlingerne, detektivarbejdet og de doserede øjenvidneberetninger og afsløringer af hemmelighederne, der giver liv i bøgerne. De driver bogen frem i hæsblæsende og åndenødsfremkaldende fart. Men i Marco Effekten er der bare ikke overraskelser nok til at opretholde spændingen på de 506 sider bogen varer. Det eneste vedvarende spændingsmoment er om Marco gang på gang kan blive ved med at stikke af fra sine mange forfølgere.

Marco’s historie er helt klart indlevende, jeg hepper på ham, gisper lidt af frygt på hans vegne, men side-plottene er kedelige og forudsigelige. Der er for mange skurke og de virker alle karikerede og overfladiske. Set igennem Marco’s øjne er selve Danmark også en skurk. Vi er, som mennesker, for det meste nogle utiltalende bæster. Vi er tillids- og medlidenhedsnærige og vi mistror alt hvad Marco/udlændinge/sigøjnere/østeuropærere viser os. Det bliver i bogen udlagt som om vi udviser realistisk sans, men er samtidigt virkeligt usympatisk.

Et eksempel er de to mænd der tager Marco til sig og giver ham en tryg base at eksistere udfra. Han bliver en del af deres liv i et par måneder, han spiser og sover hos de to mænd, men i selv samme øjeblik katastrofen indtræffer vender de ham hadefuldt ryggen. Hvad han end har optjent af tillid og velvillighed igennem måneders hårdt arbejde forsvinder på mindre end to sekunder. Venskab vender sig til had In the blink of an eye. Dette skift er er forsøgt rationaliseret men er stadig så utroværdigt at jeg måtte bladre tilbage for at finde ud af om jeg havde overset en uheldig handling.

Carl Mørck oplever ganske vist en del ting i bogen, men de virker påtagede og falske. Det rige liv der plejer at foregå omkring ham i hans hus og med hans ekskone, er tilsidesat som små paragraffer et par steder i bogen, men ikke som en vigtig del af Carl Mørcks indre konfliktliv. Dertil bliver der så tilsat nogle nye karakterer til det voksende karaktergalleri, og de forplumrer billedet endnu mere. Der er for mange spillere på banen, for mange at holde styr på og få et forhold til. Især hvis de ikke får mere plads på siderne. Der er tilmed alt for mange skurke, til et så enkelt og basalt motiv som historien egentlig bygger på.Det virker mere som en tirade imod den kapital stærke bankverden end som en ægte farlig gysindgydende FJENDE. De mange tynde lag af historien er ikke særligt velfunderede og logiske.

De eneste små lysglimt er Assad og Rosa. De driver det, der er godt i denne historie. Mysteriet om Assad får mere energi og det kribler i fingrene af mig for at finde ud af hvad hans hemmelighed er. Assads kamel analogier er hysterisk morsomme og Carl’s og Assads dialog er stadig uovertruffen. Rosa er kompetent, rapkæftet og tyve skridt foran Carl Mørck til enhver tid. Det er bare ikke nok til at gøre Marco Effekten til en spændende bog. Den halter i mål, med en enkelt lilleoverraskelse eller to. Den store forløsning indfinder sig ikke.

Synes jeg så du skal lade være med at læse denne bo? Jeg synes godt du kan springe den over. Hvis du vil, så skal du læse den for de små detaljer der gemmer sig hist og her, især om Assad. Om de er nødvendige i den fortsatte fortælling om Afdeling Q, kan jeg selvfølgelig ikke spå om.

Advertisements

The Blinding Knife Review

(If you have not read the first book in the series, The Black Prism, stop right here and go read that instead. Possible spoilers ahead.)

 

The Blinding Knife is the second book in the Lightbringer series by Brent Weeks, who also have the Night Angel trilogy under his belt.

The book starts where the The Black Prism ended. The fight for Garriston is over, Gavin Guile, Kip, Karris, Ironfist and 50000 refugees have escaped Garriston. Gavin has lost blue and he has perhaps a year left to live. He is in a hurry, there are the great purposes to fulfill, the Spectrum to whip into submission, Karris to make amends with, Kip to keep safe and he has to find a home to the refugees. And that is just some of his problems.

The others are struggling as well. Karris is angry, she has discovered Gavin’s secret and is trying to come to terms with its implications, Kip has recovered his knife, but he is lost, caught between what he know of his father and the horror of his mother’s last message. Ironfist is left with a decimated Blackguard and an urgent need to fill the ranks. And at the same time the Color Prince is amassing a great army in the conquered Garriston. Soon he will be marching for other satrapies. And to cap it all off the magic is starting to run wild, creating wildly unusual things.

Gavin, who has to try and stop the war before it really starts, abandons Kip in Chromeria, telling him to join the blackguards, and at the same time manage two major tasks. One is to impress Andross Guile, a task Gavin himself admits is near impossible. The story alternates mainly between Gavin trying to accomplish some of his tasks and Kip trying to be a blackguard and to obey Gavin’s requests, but it offers insights into Karris, Liv and a new character Teia, slave and blackguard trainee, as well.

I enjoyed this book immensely. It is filled with great characters I care about, I love Kip who’s insecure but strong willed, smart and not at all perfect, and I am intrigued by Ironfist, the huge soft-spoken hulk of a man, competent and loyal. I root for Karris and I like Gavin, who is impish, headstrong and able to juggle a million purposes at all times and I love that he sometimes fails.

The storytelling in this book is deep and vibrant. It builds and builds as Brent gives his plots and subplots time to develop. He expertly weaves story lines together into a compelling story of love, loss, identity and magic. I absolutely love the world building, it is very complex and rich, both in diversity and culture, religiously and politically. Especially the magic-system is amazing, original, imaginative and envy-inducing.

There are a few things I didn’t like. Mainly: Liv, the Chromeria girl who joined the Color Prince, feels tacked on, like she’s solely an opportunity to see behind enemy lines. I don’t like her, she is strong willed and rational, but can’t make up her mind, she is disgusted by the actions of the Color Prince but does nothing. She takes a lover but can’t seem to get rid of him on her own when he proves a wrong match. Her motivation to join the Color Prince is weak. She just irritates me massively. Secondly: The battles in the book gives me pause as well. There are huge build ups to them, and they are difficult, but at the same time they feel too easy. The obstacles that Weeks throw at Gavin, Karris, Kip and the others are substantial, but I don’t really fear for the lives of the main characters. I know beyond a doubt that they will all make it through.

And a note on Gavin and the Color Prince as characters. They are on each side of this cataclysmic rift in the magic, fighting for each their side.  Gavin for the balanced, controlled side and and the Color Prince for the wild uncontrollable side, but at the same time they are so similar. They are both master manipulators, charismatic and utterly ruthless. They both use people indiscriminately though Gavin does it with a heart and the Color Prince does it with cold detachment. Sometimes I am not sure if I am not supposed to sympathize just a little with the Color Prince as well as Gavin, Kip and the others.

That said, this is really a great book, it swept me with it like a huge wave and it deposited me back in the real world amazed, surprised, thoughtful and sad to turn the last page. I love that Brent Weeks avoided certain pitfalls my jaded reader’s mind expected and I like that when I seem to know it all, the story twists and I have to re-orient myself. Especially the ending managed to take me by complete surprise. I can’t wait for the third installment to hit the shelves, I need more Gavin and Kip.